Kampen for et nordisk forbund De nordiske folk – svenskere, danskere og nordmænd – var en gang et. Landet som de beboede blev i antikken kaldt for Skandinavien. Da de andre germanske stammer, som saxerne og frankerne, foretrak det behagligere liv på det mere frugtbare europæiske kontinent, valgte vore forfædre de hårdere vilkår i nord. Her fandt de deres hjem, i Ultima Thule, længst oppe mod nord. Naturen var de germanske folks helligdom. Deres religion skabtes med udgangspunkt i naturen og er i erkendelsen af et evigt kredsløb af fødsel, liv, vækst og forfald. Igen og igen. Den evige livskamp var ikke noget vore forfædre frygtede men noget de værdsatte og tilbad. Derfor overlevede de ikke bare i Norden, men de skabte en egen verden, et rige af mange beslægtede stammer på et område som var næsten ubeboeligt. Alligevel fandt man her i Norden både livsrum, udfordringer og en særegen skønhed. Norden må have fremstået som et eventyrland for vore forfædre, med sine langstrakte fjeldlinjer, kyst og landområder. Med tiden fik man fast fodfæste og en avanceret kultur voksede frem. Samtidig blev stammerne splittet op og rivalisering og konflikter opstod. Dette var ikke kulturkonflikter, religionskrig eller etniske kamp, da man tilhørte samme folkegruppe, men konflikter bygget på ønsket om magt og ære i tråd med vore forfædres livsidealer. Således blev Nordens folk hærdet. Folkevandringer og vikingefærd Men vi Nordens folk slog os ikke til ro. Goterne drog ud fra Skandinavien (300 - 150 år f. Kr.) og byggede kulturriger og samfund på sin vej sydover og Østover i Europa og Lilleasien, og tog antik videnskab og kulturimpulser med sig på sin vej nordover igen. Under vikingetiden drog vi igen på færd fulde af erobringslyst, og efterhånden okkuperede vi ikke bare fremmede lande på de Irske øer, i England og Normandiet, men grundlagde hele samfund og riger. Rusland blev grundlagt af vikinger, som de oprindelige løst sammensatte, slaviske og finsk-ugriske stammer kaldte ?Ruser?, sandsynligvis efter deres bådsformationer. Sporene efter vor krigeriske og kulturelle ekspansion findes i dag over det meste af Europa, og bærer vidnesbyrd om et folk som var livsbekræftende, nysgerrige, modige og stridslystne, men også kultiverede og retfærdige efter datidens målestok. Færøerne og Island, disse to særegne ø-samfund, er på mange måder de mest autentiske samfund som bygger på de skandinaviske folkevandringer og vikingefærd.     Norden omfatter også Finland og de nært beslægtede baltiske stater hvor germansk kultur også har haft en stærk indflydelse, såvel som slavisk. Selv om disse folk på mange måder har en anden oprindelse, har de alligevel et fælles nordisk sindelag og nærhed til de samme kræfter og livserfaringer som de oprindelige skandinaviske folk. De har selv kæmpet sine kampe, og deres skæbne er tæt knyttet til Nordens samlede historie og fremtid.     Dette er fortid. Nutidens Norden er ikke længere domineret af den djærve og rige kultur som vore forfædre udviklede, men en uniform, egoistisk og materialistisk massekultur. En kultur som ikke har etniske rødder, men som er grundlagt på forbrug og profit i en destruktiv cirkel. Egentlig er det ikke en kultur, men en kosmopolitisk civilisation vi snakker om, og som vi i dag egentlig kan omtale som Vesten. Forfald og fordummelse Hvordan blev det sådan? De lande og folkegrupper som den kapitalistiske, Vestlige massekultur omfatter, hvad enten det er Tyskland, Grækenland, England, Danmark, Spanien, USA, Australien etc., præges af åndelig og moralsk forfald og forfladigelse. Dette er en proces som går længere tilbage end noget årti, men faktisk tilbage til indføringen af kristendommen, hvor forfædrekult, naturreligion og polyteisme som var i overensstemmelse med naturreligioner og etniske særtræk blev erstattet af en semitisk, universalistisk, global og naturfjendtlig religion som i sin nytestamentlige grundtanke så alle folk som lige. Over hele Europa blev folk derfor mere og mere fremmede for sine forfædres ur-kultur, og det samme skete i Norden. Men Norden blomstrede faktisk også under den kristne middelalder og fantastiske bygningsværker blev rejst og storværker inden kunst blev skabt. Videnskaben blomster gennem munke- og ridderordnerne, som bevarede meget af antikkens videnskab og kundskab for eftertiden.       Det var faktisk under renæssancen, at det endelige brud med det organiske, hierarkiske og på mange måder heroiske samfund, som havde hersket i Europa og Norden kom. Da voksede borgerskabet frem, handelsklassen, som i sin internationalisme og materialistiske drivkraft, gennem 400 år fortrængte de oprindelige kulturer, stykke for stykke. Ideen om det uafhængige individ, løsrevet fra sin biologiske og kulturelle fortid voksede frem i den periode, og fik skæbnesvangre konsekvenser for fremtidens Vestlige civilisation. Industrialisme og kapitalisme medførte yderligere denationalisering og rodløshed blandt Europas folk. Liberalisme og Marxisme er de to mest destruktive politiske kræfter som udgår fra samme folkefremmede, naturfjendtlige og livsfornægtende lighedsideal, der sætter lighedstegn mellem menneskeværd og kapital. Vist blev Europas stater og nationsgrænser bygget i denne periode i efterdønningerne af den franske revolution, men de var bare mellemstadier i en proces hvor folk og kultur blev skubbet til side til fordel for en kultur- og folkefjendtlig stat og en overnational civilisation. Under fremmed styre De sidste 30 år har masseindvandringen bidraget til yderligere fremmedgørelse i Norden. Vi er i færd med ikke bare at miste vor kultur, men vor etniske og biologiske egenart. Norden oplever en demografisk imperialisme fra ikke-europæiske folkeslag, hvis befolkningsvækst er mange gange større end hos de nordiske folk, som prioriterer ansvarsløst forbrug frem for kulturel skaberkraft. Vore særtræk som er et produkt af årtusinder af evolution, trues nu med udryddelse, ikke bare på grund af indvandring, men på grund af vor egen manglende evne til at varetage og udvikle vor egen folkekultur videre. Politikerne kan klandres, de bærer skyld, men Nordens folk har selv ansvaret for sin fremtid, således som vore forfædre tog ansvar for deres fremtid uden at klage.     USA er på mange måder den mest ødelæggende kraft i Norden og resten af Europa, og har med sin kulturimperialisme, økonomiske og militære magt, Norden i et jerngreb. EU er ikke som mange tror et alternativ til Norden, men noget amerikanerne har ønsket, for således at have samlet alle trådene i Europa på en samarbejdsvillig hånd. Amerikansk populærkultur er det som har gjort ungdommen så sløv at den ikke mærker at den er i færd med at miste det sidste bånd til fortiden og vore forfædre, og da egentlig vore folks fremtid. En sand folkekultur ville aldrig have accepteret at fremmede i tusindvis kunne trænge fredeligt ind over grænserne og grundlægge parasitiske samfund som er fremmede for Norden. De udnytter vor svaghed og rodløshed. Kreditværdighed den nye gud Dette er ikke noget særnordisk fænomen, men en udvikling som sker i hele Europa. Den er villet af globale, kapitalistiske kræfter som har alt at tjene på at etniske og kulturelle grænser opløses til fordel for et globalt, markedsliberalistisk supermarked, hvor kreditværdighed er den nye gud. På sigt vil ikke engang Islam tillades at eksistere indenfor denne globale verdensorden, men fremmede folkegrupper er vigtige for at opbygge illusionen om det multikulturelle samfund og nedbryde hvert enkelt folks etniske identitet, som egentlig over tid betyder alle kulturers opløsning til fordel for forbrugskulturen. En civilisation som egentlig er en anti-kultur hvor alle kæmper mod alle om kortsigtet gevinst, og kultur er noget som købes og sælges.     Mod denne voldsomme magt som og dominerer Nordens folk nytter det ikke for en lille gruppe, eller enkelt nation og stå imod. Det er en illusion og tro at en nation kan være uafhængig i vor tidsalder. Nordens folk har altid samarbejdet med hinanden eller andre europæiske stater, frivilligt eller under tvang. Kalmarunionen mellem Sverige, Danmark og Norge, 1389 - 1521, var en alliance som forsvandt eftersom den ikke var bygget på en ide om fællesskab, men var en ren magtfordeling blandt en stadig mere folkefremmed adel. Denne adel søgte alliancer udenfor Norden, dengang som nu, og således kom Norden i indbyrdes strid med hinanden, gennem splittelse og krig mellem ikke-nordiske nationer. Senere eksisterede en dansk - norsk og til sidst svensk - norsk union til 1905.      I de 100 år som er gået siden Norden stod uden nogen formel alliance har vore folk på mange måder nærmet sig hinanden, mens vore politikere og ledere har fjernet sig fra det nordiske. En undersøgelse i Sverige og Danmark viste for nylig at næsten 50 % kan forestille sig en Nordisk union som alternativ til EU. Dette til trods for at ingen politikere eller media taler Nordens sag eller kæmper for tættere samarbejde udover det rent tekniske. Aldrig har konfliktgrundlaget mellem de Nordiske folk været mindre end nu. Det er ikke bare en god ide at Nordens folk finder sammen, men absolut nødvendigt for at sikre vore folks overlevelse. En nordisk union Hvad og hvem skal et sådant Nordisk forbund omfatte? De skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge danner kernen, men vore beslægtede folk på Island og Færøerne indgår naturligt. Derudover har Finland en plads i et sådant forbund, geografisk såvel som historisk. Dette land har i en periode, hvor de skandinaviske folk har været under forfald, kæmpet tre krige, to mod en overmægtig fjende, som de trods dette påførte store tab til trods for sin enorme, talmæssige underlegenhed. Deres oprindelse er en anden, men deres ånd og kultur er lige så nordisk og på mange måder der det finske samfund det mest sunde i Norden i dag, relativt set, sammen med Island og Færøerne, da de har mere af sin modstandskraft i sig.     Disse lande bør indgå i et Nordisk Forbund, en Nordisk Samling, som kan tænkes som en forbundsrepublik, hvor hver nation beholder sit selvstyre og sin identitet regionalt, men hvor toldgrænser ophæves og man samordner en fælles eksport, sikkerheds- og forsvarspolitik, samt en effektiv udnyttelse af resurser og opbygning af fremtidsorienteret miljøvenlig industri og økonomi. Derudover må vore folks kulturarv få nyt liv, og genfødes ikke bare på museer, men i dagliglivet. Lokalt, regionalt og nationalt. Overordnet er det essentielt at man også bygger et nordisk fællesskab som et tag over det nationale, regionale og lokale folkefællesskab. Alle de nordiske folk bør kunne bidrage med sin arv og sin kultur til at berige et nordisk samfund. Et samarbejde på de mest mulige lige vilkår bør være tanken.       Som nære forbundsfæller er de baltiske stater naturlige sammen med Tyskland, men lige så vigtig kan en nær forbindelse med Rusland vise sig at være. Norden har præget Rusland og har en fælles historie langt tilbage. I dag kæmper Rusland op ad bakke, men sidder på vældige naturrigdomme og eksempelvis en fly- og rumfartsindustri som kan blive til gensidig nytte hvis man samarbejder konstruktivt til fælles fordel, uafhængigt af amerikanske eller andre fremmede magtinteresser. Norden kan også blive en vigtig buffer mellem Øst og Vest generelt i Europa. Selvfølgelig skal et samlet Norden ikke isolere sig fra resten af Europa, men kernen må forblive her oppe i norden, eftersom større alliancer og forbund, har det med at sprække eller blive dominerede af enkelte magters og kræfters interesser eftersom ansvarsområderne bliver for abstrakte. Tyskland er på mange måder et sådant forbund og flere andre europæiske stater er sammensat af forskellige regionale områder. Det specielle med Norden er der er mere som forener end som skiller os, og et reelt konfliktgrundlag findes ikke på det folkelige plan som så ofte ellers i Europa. Nødvendigheden af et nordisk forbund Hvordan skal man gå frem? Det er ikke gjort over en nat, men som tidligere nævnt så ønsker næsten 50 procent en sådan union uden at det af den grund bliver taget op på den mediepolitiske dagsorden. Det er vigtigt at en sådan union ikke bliver et nyt EU, dvs. et projekt for en folkefremmed elite, men bygges nedefra og op som et folkesolidarisk fællesskab. Derfor er organisationer som Nordisk Forbund afgørende for at opbygge en uafhængig, bevidsthed om Nordisk identitet og kulturarv, og som brobyggerprojekt. Nationalstaternes tid er for længst forbi; alliancerne styrer allerede verden og Norden. Skal Norden overleve som et nordisk område, kulturelt og etnisk og ikke bare geografisk, må en nordisk alliance opbygges. Derfor må mennesker med nordisk ånd og vilje søge sammen i konstruktive politiske og kulturelle fællesskaber.      Set på baggrund af urolighederne i Frankrig er det ikke svært at forstå at Europas grænser ikke længere går mellem nationalstater men mellem etniske grupperinger. Kultur, religion og etnicitet er de "nye" grænser i Europa. Man bryder sig måske ikke om det, men faktum er at en redning af nationen, som vi definerer begrebet nation i en statsligt sammenhæng, ligger langt fremme i tiden. Vi må lære af de indvandrede befolkningsgrupper, som organiserer sig som samfund inden for et større samfund, så vi kan begynde at opbygge fundamentet for et etnisk funderet Norden. Netop som disse fremmede okkupanter, handler det om at tænke kollektivt og ikke at forsøge at vinde alt på en gang. Religiøse sekter har sin struktur også en kilde til inspiration uden at man af den grund skal slippe kontakten til virkeligheden. Små enheder i begyndelsen væves sammen til en organisk, fungerende helhed uden fra den første dag direkte at konfrontere den multikulturelle stat aggressivt. At bygge et positivt forbillede og et alternativ til det multietniske, materialistiske samfund, er den rette vej. Vor historiske mission Disse må have evnen til at arbejde tålmodigt og målbevidst, og være inkluderende ovenfor personer som er villige til at arbejde for samme mål. Samtidig må dogmatisme, ensidig nostalgi og destruktivitet bekæmpes. Den nordiske tanke repræsenterer det unge, rene og smukke og vor bevægelse må derfor genspejle dette. Kvalitet på alle leder må gennemsyre vort arbejde hvis vi skal lykkes. Kulturkampen er vigtig i det første skridt. Bevidstheden om egen kultur er en forudsætning for at kunne bekæmpe vor kulturs fjender, I stedet for at være en antibevægelse, må vi opbygge en pro bevægelse. Et samfund skal opbygges; ikke rives ned. Den sociale retfærdighedstanke, regional og lokal forankring, miljøbevidsthed, offervilje, nysgerrighed og kreativitet må være grundprincipper i et politisk program for Norden.     Vi som tror på Norden kæmper ikke bare for os, men for alle senere nordiske generationer. Så første opgave er at skole et lederskab som kan formidle den nordiske tanke til folket; så spiren som kan høstes af senere generationer. Idealisme skal drive os, men realisme må retlede vort arbejde for at lykkes.     Det er vor historiske mission at føre det sammen som engang hørte sammen. Norden kan igen blive et rige af flere folk med en fælles kærlighed og vilje til at skabe vor egen plads i solen, vort eget vejrbidte og udfordrende paradis sådan som vore forfædre mod alle odds gjorde for flere tusinde år siden.  Det som bliver stort begynder i det små. Lad os derfor tage et sikkert skridt af gangen mod et forenet Norden, og begynde med os selv. Norden kan blive frit igen hvis vi viser at vi kan og vil noget bedre, så vil resten følge til vi igen kan sige at nordmænd behersker deres eget rige. Tord Morsund Denna text är ett tal som hölls av Tord Morsund på Nordiska festivalen 2005 och bör inte ses som en officiell skrivelse från Nordiska förbundet.